MAIKEN BENT

works
texts
bio
contact
news

AT LÆGGE KROP TIL KUNST

Underkastelser

Udtrykket at lægge krop til findes i det danske sprog og kan bruges i både positiv og negativ betydning. Om en uværdig arbejdsgave kan man eksempelvis sige, at "det her vil jeg ikke lægge krop til". I positiv eller blot neutral betydning siger vi om en skuespiller, at denne lægger krop til rollen som Hamlet. At lægge krop til betyder i begge tilfælde, at man underkaster sig. Man underkaster sig en befaling (gør dette!) eller man underkaster sig en tildelt rolle (vær denne anden!). Når man nægter at lægge krop til, da insisterer man på sin værdighed og hævder dermed sin suverænitet (eller alternativt blot sin genstridighed, stolthed eller uvilje). Når vi indgår i kropslige relationer til andre mennesker - når vi lægger krop til arbejde eksempelvis - så træder vi ind i et felt af underkastelser, befalinger, overgreb, lydighedsnægtelser, straf og suverænitetsytringer.

Sagen er nu den, at vi også lægger krop til kunst. Anledningen til denne tekst er, at vi som beskuerer lægger krop til Maiken Bents kunst. Betyder det da, at vi som beskuerer uundgåeligt medbringer dette kroppens etiske vokabular til kunstrummet? Altså, når vi således lægger krop til kunst, træder vi så automatisk ind i en symbolsk verden af underkastelser, befalinger, overgreb, lydighedsnægtelser, straf og suverænitetsytringer? En del af Maiken Bents egne værker giver selv hints og associationer i retning af dette vokabular. Gabestokke, hjelme og piskeligende pinde i den hårde ende af værkspektret. Hula-hop ringe, springbukke og madrasser i den blødere ende af spektret, hvor der på muteret og monstrøs vis trækkes på gymnastiksalens æstetik og disciplinerende kropsudfoldelse. Hvis vi blot ser på kunst - hvis kunst blot er denne Øjets handling fraregnet kroppens kønnede kød - så er svaret 'nej'. Men faktisk er underkastelsen en nødvendig forudsætning for overhovedet at kunne give kvalificeret kritik af et kunstværk. Man må (omend nok så momentant) kunne underkaste sig det udsagn, eller den 'verden', som værket fremsætter - prøve det på egen krop, så at sige - for at vide hvad der taler i værket og dermed hvad man kan på-tale ved værket. Men i daglig tale siger vi jo gerne, at vi ser på kunst, ligesom vi konstant refererer til kroppen i kunsten som beskueren. Det kropsløse blik er således diskursivt indlejret og reproduceres dermed i sproget. Men dette er netop en ideologi.

Som bekendt udviklede denne ideologi sig op gennem det tyvende århundrede. Det var den rene retinale kunsts ideologi, der hvilede på en forestilling om, at man kunne skille sig af med al det etiske 'snavs', som den kødelige og kønnede krop trækker med sig, hvor end den dukker op. Den retinale kunst muliggjorde sin beskuer ud fra en forudsætning om, at denne var i stand til at parkere sin krop uden for kunstrummet, inden han lod øjet smutte ind. For hvordan skulle det ellers kunne lade sig gøre at realisere et herredømmefrit rige af ren æstetisk hengivelse - et uskyldens retinale rige?

Transformator

Disse betragtninger skulle gerne (og endelig!) bringe os frem til kernen i Maiken Bents kunst. For er det ikke netop striden imellem den bundne krop og det ubundne øje, der så fint formulerer sig i hendes værker? Tag nu eksempelvis værket 'Untitled 08', der er en gabestok konstrueret i træ. Man betragter et ubehageligt torturinstrument, men inden længe har man helt fortabt sig i dets æstetiske kvaliteter. Gabestokkens changerende grønne toner ligner indfarvet nordlys, der breder sig i bølgende farvemodulationer henover træets årer. Den fornedrede og skamfulde krop på den ene side og øjets visuelle hengivelse på den anden side. Værkserien af såkaldte 'sticks' kan bruges til at piske eller slå med, men de ligner også lækre funky accessories. Og madrasserne, der hænger på væggen, er mere overdimensionerede ansigtsmasker og geometrisk patchwork, end de er madrasser. Hvor starter disse værkers funktionalitet, og hvor slutter deres æstetiske og kontemplative dimension? Er der egentlig overhovedet tale om skulpturer? Objekter? Eller er der snarere tale om remedier til brug ved initieringsritualer, der skal føre os ind i et dunkelt kultisk rum? Vi må i hvert fald konstatere, at disse redskaber udvikler et eget æstetisk liv i kraft af deres tvetydige funktionaliteter.

Maiken Bents værker er netop ikke dysfunktionelle. De er derimod æstetisk funktionelle, hvilket vil sige, at de foreskriver funktioner, som er rent forestillingsbaserede. Hendes værker løsriver sig fra enhver entydig funktionalitet og enhver entydig rumlig kontekst. Vi er hverken i gymnastiksalen, i s/m klubben eller i byen med de nye club-kidz. I stedet fremsætter Bent i sine værker en objektbaseret æstetisk funktionalitet, der tillader en associativ, drømmende og herredømmefri leg med kroppens relation til sig selv og til den anden. Man kan således se Maiken Bents værker, som en slags 'transformers'. Og det de transformerer er kroppens eget selvbillede og indgroede rutiner. I Bents værker ser vi på den ene side denne excessive og møjsommelige dyrkelse af dekorative virkninger. Patchwork, mønstre, ornamentering og patinering af materialer. Stående alene leder dette selvklart til formalistisk trivialitet og retinal udmattelse. Men på den anden side ser vi en tiltagende fordrejning og forskydning af det dekorative formsprog i retning af et uhåndgribeligt eksperimentelt felt, hvor løbske psykiske kræfter må tøjles og tæmmes og iklædes maskelignende seletøj. Det handler om at kunne ride på den storm, som begæret er, og dermed give kaos energier en samlet retning.

Indledningsvist talte jeg om at lægge krop til kunst, og at denne teksts anledning er, at vi lægger krop til dine værker Maiken Bent. Hvis det ikke allerede stod klart, så håber jeg at enhver beskuer nu kan se, at vi i dine værker modtager mere krop end vi lægger til. Kunst er altid en generøs overskudshandling og dine værker flyder over af disse vidunderlige umulige kropsdannelser, der folder sig akrobatisk ud i imaginære rum. Og så manifesterer de sig alligevel så håndgribeligt lige for øjnene af os. Vi underkaster os gerne.

Ferdinand Ahm Krag